DHG, Dansk Nonmelanom Hudkræft Gruppe fremsender retningslinjen Basalcellekarcinom – Diagnostik og behandling i høring.
Arbejdet har været ledet af formand for retningslinjeudvalget under DHG, professor, overlæge dr.med. Merete Hædersdal, Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.
Retningslinjen afspejler, at basalcellekarcinom (BCC) udviser betydelig heterogenicitet i både patientgruppe, tumortype og morbiditet, ligesom behandling af BCC varetages af flere specialer i både primær- og sekundærsektor, hvilket muliggør en bred variation i behandlingsvalg, tilpasset individuelle patienthensyn.
Retningslinjearbejdet blev initieret primo 2024 med deltagelse af en bred multidisciplinær arbejdsgruppe, hvor i alt 13 speciallæger har bidraget i afslutningsfasen af arbejdsprocessen. Der har været afholdt i alt 11 fælles møder samt et betydeligt antal møder i mindre arbejdsgrupper. Der har været fulgt en to-faset arbejdsproces med først i) identifikation af evidens for specifikke interventioner, dernæst ii) drøftelser af anbefalinger for BCC undertyper.
Ved ovenstående arbejdsproces er opnået at kortlægge nuværende praksis på området. Retningslinjen fremkommer med fælles, tværfaglige anbefalinger for easy to treat / lav-risiko BCC og for lokalt avanceret / metastaserende BCC. For difficult to treat / høj-risiko BCC er der udarbejdet foreløbige speciale-specifikke anbefalinger. Specialerne dermatologi, plastikkirurgi og onkologi har givet tilsagn til fremadrettet kvalitetssikring af egne procedurer, så der indenfor de næste 5 år kan udarbejdes fælles, tværfaglige anbefalinger for difficult to treat / højrisiko-BCC. Som formand for DHG giver jeg min fulde opbakning til dette vigtige arbejde.
Høringsperioden er fire uger og deadline for fremsendelse af kommentarer, Anita Birgitte Gothelf <Anita.Birgitte.Gothelf@regionh.dk> er onsdag d. 12.11.2025.
Derfor høringssvar til kontakt.dds@gmail.com senest 5/11-2025.